Byen

Bookmark Send to a friend Travel notebook
Share

På én og samme gang en industri- og turistby, en moderne by, der samtidig værner om sine traditioner, med havet til den ene side, og palmetræerne til den anden - byens emblematiske palmetræer. Livet i Elche er behageligt og energisk, og byens indbyggere er venlige og arbejdsomme. På grund af byens beliggenhed lige op til Middelhavet, som her smyger og buer sig ind i den iberiske halvø, har den siden antikken været eftertragtet af andre folkeslag, som kom hertil og efterlod sig en værdifuld arv, som vi i dag nyder godt af.

Et autentisk hav af palmetræer udgør en del af byen og danner et enestående landskab i Europa. Dette er det første og helt unikke indtryk, man får, når man ankommer til byen. Denne ligevægt er blevet opretholdt igennem århundreder takket være vedholdenhed fra  indbyggerne i Elche´s side, som har været medvirkende til, at vi i dag råder over en førsteklasses natur- og kulturarv. Et bevis herpå er området Camp d'Elx, som ligger omkring byen som et godt eksempel på, hvordan man bevarer en helt enestående måde at leve på.

Fremragende kommunikationsnetværk

Elche har gode kommunikationsforbindelser via motorvejen, der løber langs Middelhavet, og via byens internationale lufthavn, El Altet. Og med en solid infrastruktur og sit nutidige og fremtidige kreative potentiale, er Elche en behagelig overraskelse for alle dem, som af forskellige årsager enten ankommer eller vender tilbage til byen.

Byen har den rette størrelse til både at kunne byde på en storbys mange tilbud og ydelser og samtidig være en helt almindelig og tilgængelig by. Og det milde klima giver lyst til at nyde gadelivet og naturen, og det opfordrer til at være udadvendt og hygge sig sammen med resten af verden.

Elche´s 2 værdier på verdensarvslisten, palmelunden, el Palmeral, og det religiøse drama Elchemysteriet, el Misteri, er blot en yderligere bekræftelse af det, som man altid har vidst i Elche, nemlig at det er meget sjovere at være sammen om tingene.

Historie

Elche har ligget 2 forskellige steder i løbet af sin historie. Først lå byen i l’Alcudia, som ligger 2 km syd for den nuværende bymidte, og som har været beboet siden stenalderen og indtil den vestgotiske periode. Det var et sted, som var let at forsvare takket være den strategiske fordel, som  floden Vinalopó gav. Dette primitive bosted udviklede sig i det 5. årh. f.Kr. til den iberiske by Helike, som varede indtil den kartaginensiske invasion i år 280 f. Kr. Den var storhedstiden for den iberiske kultur, hvor også skulpturen Vor Frue fra Elche, la Dama de Elche, blev skabt. I år 209 f.Kr. blev den iberiske by overtaget af romerne, og allerede i det 1. årh. f.Kr. blev den udnævnt til Colonia Iulia Illice Augusta. Fra det tidspunkt og frem blev stedet konstant ødelagt og genopbygget i forbindelse med barbarernes entré og den endelige afslutning på den vestgotiske periode.

Da araberne kommer og overtager byen, flytter de i løbet af det 8. og det 9. årh. placeringen heraf til den, vi kender i dag, nemlig til det kvarter som er kendt under navnet Vila Murada, (byen omkranset af mure). Den kristne erobring under Jakob den Første (Jaime I)  i 1265, tvinger muslimer til at rykke til Raval de Sant Joan. I begyndelsen af det 17. årh. mister Elche en tredjedel af sin befolkning som følge af mauernes udvisning. I det 19. årh. starter der en vigtig produktion af sejlgarnssko, alpargatas, som er oprindelsen til den nuværende skoindustri, som medvirkede til at styrke væksten i byen.

Geografisk beliggenhed

Elche ligger i den sydlige del af Valencia-regionen (Spanien), og den er hovedbyen i Baix Vinalopó amt. Indbyggertallet overstiger 250.000, og kommunearealet er på 326 km2. Byen har en rig historie, der rækker flere årtusinder tilbage i tiden, og som har bidraget til byens kulturelle arv og til at kunne fremvise juveler som skulpturen Dama de Elche, det mest repræsentative kunstværk fra den iberiske periode; palmelunden, el Palmeral, som er en arv efter maurernes tilstedeværelse på den spanske halvø, samt Misteri d’Elx, det sidst levende levn fra middelalderens religiøse teater. De to sidstnævnte er af UNESCO blevet erklæret for bevaringsværdige som menneskehedens arv.

 Byen har gode kommunikationsveje takket være den internationale lufthavn l’Altet, et komplet netværk af landeveje, den nærliggende havn og togforbindelsen, som i meget nær fremtid også omfatter højhastighedstoget TAV. Dette sammen med et udbyd af kvalitetshoteller gør Elche til et enestående turistmål for de besøgende, som ønsker at opleve noget ud over det sædvanlige.

Klima

Elche nyder godt af det typiske middelhavsklima i form af milde vintre og varme somre, hvor det aldrig bliver alt for ulideligt varmt. Der registreres ikke de store temperaturudsving i årets løb, idet gennemsnitstemperaturen svinger mellem 26º om sommeren og 17º om vinteren. Nedbøren er sparsom, og regnen falder hovedsageligt om foråret og om efteråret. Specielt om efteråret kan der opstå meget kraftige regnfald på grund af varmeophobningen i skylaget og tilførslen af kolde polarluftstrømme.

Se Vejret i Elche